Kun 30 min kørsel fra lejligheden ligger Ronda. Ronda byder på alt fra historiske seværdigheder til livlige caféer. Så uanset om du er til kulturelle oplevelser eller hyggelige stunder, er Ronda bestemt et besøg værd. Spaniens mauriske fortid er allestedsnærværende i byen og kan opleves i alt fra den bombastiske bymur til de arabiske bade. Hvis du vil helt tæt på det mauriske DNA, er Casa del Rey Moro med de smukke lagdelte haver og nervepirrende mine-nedgang, anbefalelsesværdigt. Haverne ligger lidt afsides og tilbyder et møde med den andalusiske by – uden alt for mange turister.
Melder sulten sig, vrimler det også med tapas-restauranter. Det kan godt betale sig at undersøge mulighederne, så I ikke ender på én af de større turistfælder. Den lille undselige tapasbar Bodeguita El Coto har et simpelt menukort, gør ikke et stort væsen af sine retter og dækker op med plastikduge. Til gengæld er stedet fyldt med sydlandsk siestastemning, maden er velsmagende og her kommer mange spanske familier og nyder deres aftenmåltid.